Sig Nej! Sig Fra!

Sig nej! Sig fra!

Det er ordene, som Zonta bruger verden over som sit led i et arbejde for, at piger og kvinder behandles på lige vilkår med drenge og mænd, ikke bare som en grundlæggende menneskerettighed, men som et nødvendigt grundlag for en fredelig, velstående og bæredygtig verden.

Sig ja, har Zonta i Aarhus, Silkeborg og Viborg ikke desto mindre sagt til eleverne på syv gymnasier fra de tre byer. Ja, til at give deres bud på, hvordan unge mennesker kan arbejde med ligestilling og gensidig respekt mellem kønnene, inspireret af #MeToo-bevægelsen. Og ja til at være med i et stort Zonta-event, der finder sted kl. 12.30-15.30 lørdag den 24. november på VIA University College, Hedeager 2, Aarhus N.

Eleverne fra de syv gymnasier sagde ja, og har siden brugt timer på både gymnasiet og i fritiden på at arbejde med aktuelle og særdeles aktuelle emner som #MeToo-bevægelsen, hvordan man siger nej til fysiske og/eller psykiske overgreb, etik på de sociale medier, mobning og psykisk terror, sexistiske stereotyper og andre relaterede emner.

Resultatet er blevet en række essays, digte, noveller, videoproduktioner og dramastykker, som de nu vil præsentere for publikum og hinanden på scenen og på deres stande.

Lektor på Digitale Medier og Æstetik på Aarhus Universitet Lone Koefoed Hansen byder velkommen til eventen, og derefter tager sangeren og skuespilleren Jonas Rasmussen, som vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2018 med sangen ”Higher Ground”, over, og og runder af med en sang.

Som publikum kan man ikke bare blive klogere på, hvordan nutidens unge mennesker forholder sig til MeToo-bevægelsen og alt det, der ligger rundt om den. Man kan også være med til at stemme på sin egen favorit blandt de mange deltagere.

Til sidst vil en jury på basis af publikums og de studerendes stemmer udpege dagens vinder.

Læs mere på aarhus.zonta.dk og facebook.com/events/502843213514822/


Begivenhedsdetaljer

  • Date: